interaktion i forbindelse

Brooklyn Museum er ingen undtagelse fra dette. Jeg vil underbygge denne påstand med endnu et eksempel fra museets webkommunikation, før jeg afslutningsvist vil illustrere, hvorfor det overhovedet er begrænsende ikke at benytte den konversationelle interaktion i forbindelse med Web 2.0. Brooklyn Museum havde i perioden marts til august 2008 en udstilling i bedste Web 2.0 stil, hvor publikum kunne deltage som med-kuratorer. Udstillingen ’Click! A Crowd-Curated Exhibition’19 blev skabt med inspiration fra James Surowiecki’s Wisdom of Crowds-teori. Som forklaret i kapitel 2.2 anvendes denne opfattelse ofte som synonym for Web 2.0 på grund af webbets nye ”bottom-up” kommunkationsform, hvor brugerne har lige så stor indflydelse som eksperterne. For at massernes visdom tilsammen vil kunne give et bedre svar, er der dog ifølge Surowiecki nogle betingelser, der skal være opfyldt: Meningsdiversitet: Hver person skal have sin egen mening. Uafhængighed: De enkelte individer må ikke påvirke hinandens opfattelser.

Den digitale generation på museum 42 Decentralisering: Der er ingen central magtposition, beslutninger tages af individer baseret på deres specifikke og lokale viden. Eksistensen af en sammenlægningsmekanisme, der neutralt og uden påvirkning kan konvertere de individuelle beslutninger til en kollektiv beslutning (Surowiecki, 2004, kap.2-5; Dohn & Johnsen, 2009, p.164-165). Disse betingelser fulgte Brooklyn Museum meget nøje i deres bruger-kuraterede udstilling. Formålet med udstillingen var at undersøge, om denne sammenlægningsmekanisme af massernes visdom vil kunne overføres til en museumskontekst, nærmere bestemt om museets brugere (altså ”masserne”) vil kunne kuratere en udstilling lige så vel eller måske endda bedre end museets faglige eksperter. Udstillingen forløb gennem fire faser, hvoraf de tre første foregik online og den sidste som en udstilling i det fysiske museum. Første fase var et ”open call” til de kunstnere, der ønskede at bidrage med et fotografi, der dog skulle forholde sig til et specifikt tema ”The Changing Faces of Brooklyn”. I anden fase blev den almindelige offentlighed så indbudt som kuratorer. Et til formålet udviklet elektronisk værktøj skulle hjælpe brugerne til at vurdere værkerne på en skala fra mindst til mest effektiv i forhold til æstetisk udtryk, de anvendte fotografiske teknikker og hvorvidt de enkelte værker holdt sig til temaet. Som en del af vurderingen blev personerne bedt om at angive deres personlige viden om kunst på en skala fra ekspertviden til ingen viden. I sidste fase blev 20 % af de fotografier, der af folk blev vurderet som de bedste udstillet i museet. Resultatet af brugernes vurderinger viste, at mange af de samme fotografier var blevet vurderet som de bedste.

Derudover blev brugernes vurderinger efterfølgende sammenholdt med vurderinger fra et ekspertpanel, heriblandt James Surowiecki og museets faglige ansatte, og her viste det sig, at der var et stort overlap mellem eksperternes og brugernes vurderinger af fotografierne: Resultatet af udstillingen har ikke overraskende fået James Surowiecki til at konkludere, at ”the places for tapping the collective intelligence of diverse crowds are wider than we might imagine” (Surowiecki, J., Den digitale generation på museum 43 2008). Interaktionsformen, der er på spil her, er den samme som i det første eksempel – en registrerende interaktion, hvor brugerne producerer indholdet, men som museet distribuerer, og endvidere er der heller ikke her social interaktion mellem brugerne. Surowieckis Wisdom of Crowds-teori er med principperne om uafhængighed og sammenlægningsmekanisme derfor en diametral modsætning af paradigmet kommunikation som interaktion; der sker ingen fælles meningsudveksling eller meningstransformation.