Som museets Interpretive Materials

Museet opfatter Web 2.0 som en oplagt mulighed for at skabe sociale relationer med og mellem brugerne og til at facilitere interaktive og lærerige oplevelser. Som museets Interpretive Materials Manager og Manager of Information Systems forklarer, er museets formål med anvendelsen af Web 2.0 følgende “… to utilize Web 2.0 sites and services not only to reach out to our young audience demographic, but also to provide interactive learning tools and relevant forms of interpretation” (Caruth & Bernstein, 2007, p.1). Museet er nærmest blevet et state of the art “museum 2.0” på grund af dets konsekvente inddragelse af Web 2.0 – dette ses både i deres tilstedeværelse på de mest populære Web 2.0-sites og i selve Web 2.0 kulturen, som de har inddraget i deres mission og i al deres formidling og kommunikation også i det fysiske museum: “We employed Web 2.0 to support the Museum’s community-oriented and visitor-friendly mission, fostering the general public’s interaction and dialogue with the institution” (Ibid.). Museets anvendelse af Web 2.0 er dog et eksempel på, hvordan interaktion i nogle tilfælde kan blive lidt af et positivt buzzword og dermed risikere at give nogle mod- 17 http://www.brooklynmuseum.org/ Den digitale generation på museum 40 stridende forventninger til hvilken interaktiv oplevelse, man som bruger går ind til. Lad mig illustrere med to Web 2.0-inspirerede aktiviteter fra Brooklyn Museum.

Museet anvender en lang række Web 2.0-services, som på deres website er samlet under menupunktet ’Community’. Under ’Community’ finder man blandt andet punktet ’Network’, og her kan brugerne, under sloganet ”Let us come to you!”, møde Brooklyn Museum på forskellige populære Web 2.0-sites som Facebook, Flickr, Twitter, MySpace, Blip.tv, iTunes, Yelp og Foursquare.18 Det giver brugerne mulighed for at holde sig opdaterede med Brooklyn Museums aktuelle informationer og aktiviteter på de websites, som mange brugere ofte selv benytter. I forlængelse heraf har museet også udviklet deres egen Facebook-inspirerede netværk på museets eget website; en såkaldt ’posse’, som giver brugerne mulighed for at interagere med museet omkring fælles interesser vedrørende museets samling. http://www.brooklynmuseum.org/community/posse/profiles/shelley Med possen kan man skabe sin egen profil og komme med i museets netværk for at dele fælles interesser. Problemet er bare, at man ikke kan dele noget med andre. Som det fremgår af billedet ovenfor, er der fem funktioner, hvoraf man under fanebladet ’comments’ vil forvente en mulighed for at kunne kommentere – men det gælder kun samlingen, og altså ikke hinandens profiler eller kommentarer til samlingen. Det vil eksempelvis ikke være muligt at anlægge James Careys rituelle perspektiv på kommunikation i dette tilfælde, da netværket reelt ikke er et fællesskab.

Selve interaktionen vil snarere falde ind under paradigmet kommunikation som transmission, idet man ikke kan meget andet end at klikke og vælge. Man har dog muligheden for selv at skrive indhold, som det fremgår af billedet nedenfor, hvor en bruger har skrevet en tekst om farven blå, og derfor kan interaktionsformen karakteriseres som registrerende.  Brugerne producerer indholdet, men museet kontrollerer distributionen. Netværket udgøres af individuelle ytringer i et kollektivt rum, hvor brugerne er adskilte og ikke kan interagere med hinanden. Det ville være oplagt at lave en ekstra funktion, så brugerne kunne kommentere og debattere gennem konversationel interaktion, hvilket i et rituelt kommunikationsperspektiv ville kunne give fællesskabet karakter af en ”… sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey, J. W., 2009, p.15). Det er kendetegnende for det fleste museers webkommunikation, at interaktionsmulighederne ikke er konversationelle, men snarere tilhører de tre andre interaktionsformer.