For museumsinstitutionen har det betydet, at der ikke længere kun er én stemme, den kuratoriske, men flere. Museerne begyndte derfor i 1970’erne at lave brugerundersøgelser, men er dog ifølge professor i museologi Eilean Hooper-Greenhill først fra 1990’erne blevet opmærksomme på forhold omkring, hvordan publikum forstår, fortolker og oplever de kuratorisk formidlede genstande (Hooper-Greenhill, E., 2004, p.563). I Danmark kan denne udvikling ses i de seneste års skift i priorite- Den digitale generation på museum 26 ring af museernes fem ansvarsopgaver, så det nu ikke er bevaring og registrering af samlingen, der står højest på dagsordenen, men formidlingen af samlingen. Med dette fokus på formidling følger også et fokus på formidlingsformer, og med udbredelsen af internettet og den hastigt voksende informationsteknologiske udvikling er mulighederne mange. For nogle museer anses informationsteknologien netop som en kærkommen løsning på de udfordringer, de står over for, mens den for andre synes uoverskuelig og risikabel, fordi informationsteknologien også er med til at rokke ved selve museernes autoritet og identitet. I dag er det ikke længere tilstrækkeligt for museumsinstitutionerne at udføre de forpligtelser, der vedrører deres daglige virke inden for murerne, museerne må yderligere forholde sig til en større vifte af samfundsmæssige og politiske tendenser – det være sig stigende og forskelligartede forventninger fra publikum, en skærpet konkurrencesituation fra andre kultur- og oplevelsescentre, eller krav fra politisk hold om øget synlighed, tilgængelighed og skærpet profilering lokalt såvel som internationalt (Bysted-Sandberg, M. & Kjeldsen, A. K., 2008, p.8).
Eilean Hooper-Greenhill opfordrer museerne til at udnytte og tage kontrol over de nye udfordringer, som informationssamfundet fører med sig frem for blot at lade stå til. Museerne står med en oplagt mulighed for at genskabe deres identitet ved at ændre på de kuratoriske metoder og på de traditionelle museums- og brugerroller (Hopper-Greenhill, 2004, p.570). Udviklingen mod nye værdier og strategier kan ifølge HooperGreenhill spores inden for fire områder: Nye professionelle arbejdsområder: Den museumsfaglige enerådige autoritet forsvinder til fordel for et kuratorisk samarbejde mellem inspektører, formidlings- og kommunikationsmedarbejdere og undervisere, så formidlingen ikke kun tager udgangspunkt i samlingerne, men i viden om publikum og deres forskellige baggrunde. Differentierede brugere: Begreber som publikum og ”den generelle offentlighed” er ikke længere beskrivende for de forskellige individer, der besøger museerne. I stedet opstår begreber som ”besøgende” og ”brugere”, som er bedre egnede til at beskrive, at besøgende besidder forskellige og individuelle karakteristika, erfaringer og interesser. Kvantitative og demografiske brugerundersøgelser kan udvide forståelsen af de forskellige typer af brugere og deres differentierede behov og interesser.
Nye stemmer: Som en konsekvens af anerkendelsen af differentierede brugere forsvinder den autoritative stemme til fordel for flere perspektiver. Udstillinger evalueres og tilrettelægges i forhold til de forskellige typer af brugeres læringsstile og interesser. Nye narrativer: Den digitale generation på museum 27 Modernismens sande historier er afløst af flere fragmenterede versioner. Brugerne får lov at bidrage, opdage og tage stilling til den fælles fortælling om kulturarven (Op.cit. p.570-573). Paradigmeskiftet har således fået konsekvenser for museernes formidlingsområde, idet formidling ikke længere kan betragtes som en envejskommunikation.