samt vores holdninger

Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer: Den digitale generation på museum 33 Hvem vi er – vores kulturelle baggrunde (nationalitet, alder, profession m.v.), hvordan vi tænker og skaber mening – vores verdenssyn, overbevisninger, perspektiver, værdier, hvad vi siger – vores sproglige diskurs er realiseringer af vores verdenssyn (Op.cit.p.46). Når vi kommunikerer, sker der, hvad Gadamer betegner som en fusion of horizons – vores meningshorisonter overlapper og transformeres i forhold til den nye viden og de nye perspektiver, som vi møder i kommunikationen med andre: Askehave, I. & Norlyk, B. (2006) Figure 2.3: Fusion of horizons: creating shared meaning systems, p.46 Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces, der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme (Op.cit. p.42).

Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en besked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer. Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation, som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relation mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige perspektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation Den digitale generation på museum 34 for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.

4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommunikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A., 1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kulturelle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive information til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmissionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor alle kategoriserede som ’kommunikation’.