kunne transmittere signaler

Formålet med kommunikation var at kunne transmittere signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkrete liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse budskaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange (Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communicare”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres.

Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret envejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale og derfor altid har dyrket fællesskabet: ”If the archetypical case of communication under a transmission view is the extension of messages across geography for the purpose of control, the archetypical case under a ritual view is the sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey, J. W., 2009, p.15) Den digitale generation på museum 35 Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlemmer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktionen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan museumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturelle forandringer.

I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget museumsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstilgangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikationen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære model, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budskabet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit. p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommunikationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvsstyrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interessante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshorisonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspejles tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Careys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommunikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye interaktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0.

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *