et reelt decentralt

Den konversationelle interaktion er en udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modtagerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modtager og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere: Den digitale generation på museum 38 Yoshikawas ”Double Swing Model” (Yoshikawa 1987:321, Askehave & Norlyk, 2006, p.40) Konversationel interaktivitet formidler en kontakt mellem mennesker, og i websammenhæng kunne det for eksempel foregå gennem en dialog, hvor brugere diskuterer eller i fællesskab producerer indhold til et website som eksempelvis Wikipedia (Hoff, K. 2001, p.116). Ideelt set eksisterer der en symmetrisk fordeling af magten, så produktionen og kontrollen af indholdet vil være ligeligt fordelt mellem parterne. Yoshikawas model er velegnet, idet den illustrerer kommunikation som en vedvarende og ligeværdig proces, men er alligevel ikke helt tilstrækkelig, fordi den konversationelle interaktion kan foregå som flervejskommunikation mellem mange parter.

I vores hyperkomplekse globale netværkssamfund foregår kommunikationen ofte via internettet som en interaktion mellem flere parter på forskellige tidspunkter, hvorfor kommunikationsmodellen må kunne involvere en større grad af kompleksitet. Som Qvortups model af det polycentriske iagttagelsesperspektiv (kapitel 2.1) vil flervejskommunikationens informationsudveksling kunne tage form som Yoshikawas Double Swing interaktion, men på kryds og tværs synkront og asynkont mellem flere parter: 4. Registrering Registrering er som det sidste interaktionsmønster kendetegnet ved mange-til-en-kommunikation: information Den digitale generation på museum 39 Den registrerende interaktion foregår omvendt af den transmitterende interaktion, forstået på den måde, at indholdet produceres af brugerne, mens selve brugen af indholdet kontrolleres af en central instans. Denne kommunikationsform kan også forklares ved hjælp af McQuail og Windahls betegnelse af kommunikation som a reaction to others. Interaktionen sker som reaktioner på andre brugeres indhold eller på en anmodning fra den centrale instans som for eksempel ved opinionsundersøgelser eller afstemninger – eller som det vil blive eksemplificeret i næste afsnit.

4.2.5 INTERAKTIONSBEGREBET I WEB 2.0 KONTEKST – ET EKSEMPEL FRA ”MUSEUM 2.0” Hvorfor er disse fire interaktionsformer overhovedet relevante i forhold til mit problemfelt? Det bliver de, idet man som museum inddrager webbet som redskab til at kommunikere og skabe oplevelser. Umiddelbart vil man kunne sige, at de to første kommunikationsmønstre, transmittativ og konsultativ interaktion, kendetegner de hjemmesider, der blev udviklet i webbets første fase, mens de to sidste er mere kendetegnende for interaktionsformerne på Web 2.0, idet brugerne her har indflydelse på indholdsproduktionen. Men ser man på såvel nationale som internationale museers webkommunikation, er det næsten umuligt at finde den konversationelle interaktionsform, hvor både indhold og distributionen er styret af brugerne. Dette hænger måske sammen med, at museerne er vant til at være autoritative institutioner med ansvar for varetagelsen og formidlingen af kulturarven – og hvordan kan sådanne opgaver lægges ud til museernes brugere på et åbent web, hvor alt kan blive genbrugt i andre sammenhænge? Brooklyn Museum17 har i flere tilfælde netop forsøgt dette ved at overdrage museets vante ekspertrolle til brugerne.