Qvortrup på de samfundsformer

For at beskrive den aktuelle udvikling kigger Qvortrup på de samfundsformer, der går forud for informationssamfundet og tager her udgangspunkt i tre store samfundsfaser: Det traditionelle (før- Den digitale generation på museum 11 industrielle), det moderne (industrielle) og det hyperkomplekse (post-industrielle) samfund.2 Denne skelnen er baseret på de strukturforandringer, der har præget perioderne; mens det traditionelle samfund byggede på en differentiering mellem høj og lav, hvor det religiøse system var øverste klasse i rangordningen, er det moderne samfund karakteriseret ved en funktionel differentiering. Med Qvortrups ord skiller funktionssystemerne sig ud og bliver selvstændige med hver sin funktion; videnskabssystemet og kunstsystemet frigør sig fra den religiøse dominans, det politiske system begrundes magtteoretisk, det økonomiske system selvstændiggør sig osv. (Qvortrup, 2001, p.54).

I løbet af det 20. århundrede bliver disse systemer præget af en større kompleksitet: Videnskaben mister sin selvsikkerhed og tematiserer sit eget sandhedsbegreb, kunsten udfordrer skønhedsbegrebet, samfundets forestilling om fremskridt og udvikling er ikke længere entydig, den moralske skelnen mellem godt og ondt kommer i tvivl om sine egne kriterier – systemerne iagttager ikke længere kun deres omverden, de iagttager også kriterierne for deres iagttagelser og derfor bliver de hyperkomplekse (Op.cit. p.55). For en nærmere konkretisering af hvordan det hyperkomplekse manifesterer sig, kan man eksempelvis se på kunsten i dag. Her repræsenteres hyperkompleksiteten ved at stille spørgsmål til det, vi kender; som billedet af kunstneren Stelarcs egen arm på specialets forside illustrerer, er en krop ikke længere bare en krop. Stelarc insisterer på, at der ikke findes faste enheder og opdelinger som eksempelvis mellem krop og sjæl – når vi siger krop, siger vi også tanke, og Stelarc vil med sin kropsmanipulation Internet Ear have os til at nytænke funktioner som handling, sansning, tanke og følelse (Søndergaard, M., 2010). Kunsten kan selvfølgelig være et ekstremt kommunikationsmiddel til at illustrere en erkendelsesteoretisk opfattelse af samfundet, men Stelarcs pointe er den samme som Qvortrups: Nemlig at vi i vores hyperkomplekse samfund gentænker krop, bevidsthed, teknologi, kunst, viden, læring osv. Der er åbnet op for nye erkendelser, og det betyder, at verden ikke kan repræsenteres gennem et singulært princip; kunstens rolle er eksempelvis at skabe mulige perspektiver, som iagttagerne så selv kan bruge til at skabe deres egne realiseringer med (Qvortrup, 2000, p.136-137).

Qvortrup opererer med tre semantiske korrelater til at forklare de tre samfundsfasers såkaldte fortolkningsmatrice – det er begreberne deocentrisme, antropocentrisme og polycentrisme. Det traditionelle samfund betragtede sig selv ud fra forudsætningen om, at Gud og det guddommelige var samfundets centrum (deocentrisme), i det moderne samfund er det alment menneskelige i centrum – samfundet er skabt og styres af mennesket og ikke af Gud eller guddommelige magthavere (antropocentrismen) og i det hypermoderne samfund revideres de erkendelsesteoretiske grundlag og opfattelsen af, at der eksisterer én uafhængig og overordnet optik (Gud eller mennesket) er blevet draget i tvivl (Op.cit. p.22). De tre faser og deres socialsemantiske korrelater illustrerer Qvortrup således: 2 Qvortrup understreger, at opdelingen i faser er en konstruktion, idet perioder ikke ’eksisterer’ i en lineær sekvens som en stor fælles historie – de iagttages.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *